Hvad naturen fortæller

Jeg opdager til min store skræk at træet er ved at vælte nede ved roden.

Den står og rokker,

frem, tilbage....

 Jeg løber, jeg finder ly bag et kirsebærtræ.

 Jeg læner mig op ad det og hurtigt mærker jeg blæsten i dens stamme og hvordan min krop svajer med, den er robust

– fleksibel og rodfæstet- det forplanter sig i min krop.

Jeg iagttager det gamle træ,

jeg vil filme det , men,

jeg føler det ubarmhjertigt at fjerne mig fra momentet og dokumentere, se det igennem en linse, distancere mig- jeg  bliver nu et med træet.

Jeg sanser hver enkel bevægelse i min krop og smelter sammen med alle processerne i naturen –  jeg er elementer i en symfoni og jeg er symfonien, østersøens brusende bølger, træerne, regnen, blæsten, klippen.

Træet ånder . Ind, ud, op & ned. Jorden er levende.

Dybt optaget nu, oplever jeg en trance i denne rokken frem, tilbage.

Jeg opdager at træet ikke er alene.

Dens ene arm, er vokset ind i et nærtstående kirsebærtræ…..

Og den har en lian om sig.

Lianen er rodfæstet dybt nede i jorden….træet skal ride nytårsstormen af. Kirsebær og lian holder skansen. De hepper.

Jeg går videre.

Havet slår mod Bornholms nordvestbred- et bulder der ryster hele vejen fra bunden af trappen og op på toppen hvor jeg står.

 Mon det er det jeg kan høre hjemme fra ? og mærke i undergrunden sommetider? Klippegrunden ryste. Spinde. Nynne. Lige nu, ryster det. Skælver.

Havet er aggressivt, slår sig op mod klippevæggen , kaster sig hen for at blive blæst bagover…. af hård granit.

Bølgerne former baglæns bølger, salta-mortale: dødbringende spring- vædder horn former sig i vand. Stædigt angreb.

Andre gange, hengivent, når det rammer klippen.

En overgivelse i at møde noget der var hårdere, fastere end en selv. Blødhed. At kunne smyge sig ind i sprækker og åbninger.

Havet bruser nu og spreder sig op langs klippevæggen som mousserende bobler, for kælent at tage samme vej ned igen.

Da jeg kommer tilbage til Træet synes det, at den har rokket sig fri.

 Nu ser jeg kirserbærtræet,  der før var en støtte til Træet for at holde sit rodfæste, holde sig på plads, det er i gang med at hjælpe træet til at tage sit første skridt.

Jeg hepper! Jubler i vinden!