Om at hylde det som er - høsten og døden- spørgsmål om det uundgåelige

Jeg har de seneste 6 år, gået meget op i at lave fade og skåle med blomster, sten, fjer og kviste jeg finder ude i naturen.

Det hjælper mig med at forbinde mig med det som lever og ånder udenfor mit varme hus, mit ly.

Fadet som står på spisebordet er pt fyldt med det som jeg har høstet. Blomster, majs, æbler. Jeg har pyntet med et lille skelet da det snart er :

samhaim ( https://da.wikipedia.org/wiki/Samhain )

Allehelgen ( https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/allehelgen )

Dia De Muertos ( https://da.wikipedia.org/wiki/De_D%C3%B8des_Dag )

Dagen hvor vi mindes de døde, dem som vi har mistet. For mig er det også for at se min egen dødelighed i øjnene.

Jeg er født med dødsangst ( det tror jeg sådan set er en livsomstændighed vi alle døjer med - nogle er blot mere bevidst om dødsangsten end andre - og kan putte deres angst i kasser for at det kan blive mere håndgribeligt- tandlægeangst-flyskræk- edderkoppeskræk-, men i sidste instans, vil jeg vove at påstå at det værste der kan ske, altid er noget som kunne have døden som bivirkning )

Og døden er en bivirkning ved at blive født. Det er det eneste vi kan være 100 procent sikre på. Døden, den skal nok indtræffe.

Vi er født til at frygte døden, undgå den, så vi kan holde os i live. Men jeg tror også på at det er vigtigt at vi gør os venner med den, snakker med den, overvejer den, gør os fortrolige med den.

Det kan vi gøre ved at læse litteratur omkring døden, vi kan overveje vores egen begravelse, lave en playliste på spotify. Vi kan skrive et brev til os selv - fra døden af.

Vi kan meditere på døden, vi kan danse med den, vi kan se film og dokumentarer.

Vi kan begynde at tale om den, med vores kære, deres egne overvejelser omkring egen død. Og spørge ind til deres erfaringer omkring det at miste.

Her får du nogle spørgsmål som du kan sidde med de næste par uger og reflektere over, skrive over, og hvad der ellers falder dig ind. De kan også bruges i en samtale med en du har tillid til.

Hvad føler du, når du tænker på din egen død? Er der frygt, ro, nysgerrighed – eller noget helt andet?

Hvad er dine forestillinger om døden?

Hvad har formet din forestilling om døden? (Barndom, kultur, religion, film, oplevelser med tab?)

Hvilke døde mennesker lever videre i dig? Hvordan mærker du deres tilstedeværelse?

Hvis du skulle tale med døden som en slags ven eller vejleder – hvad ville du spørge den om?

Hvad undgår du at tale om, når emnet falder på døden – og hvorfor?

Hvad ville du ønske, at andre vidste om dine tanker om døden?

Hvordan ville du gerne mindes – hvis du selv kunne vælge formen?

Hvis døden ikke var noget du skulle flygte fra, men noget du kunne acceptere som en del af livets kredsløb – hvordan ville dit forhold til livet ændre sig?

Har du nogensinde mærket en fred midt i en sorg? Hvad fortalte det dig om livet og døden?

Hvilke ritualer, steder eller handlinger hjælper dig med at føle forbindelsen til det, der ikke længere er her?

Hvad i dig er “dødt” – og klar til at give slip på?

Hvad i dig længes efter at blive levende, netop fordi livet er midlertidigt?

Hvis du kun havde ét år tilbage at leve i, hvad ville ændre sig i dine valg, relationer og prioriteringer?

God døds-proces, tak for at læse med <3